Nyhedsbrev Januar 2024
Digelaugets formand og initiativtager til digeprojektet Kurt Eriksen gik bort efter kort sygdom i november 2023. Digelauget har hermed mistet en rigtig god mand.
På bestyrelsesmødet den 10. januar re-konstituerede bestyrelsen sig med Ole Franke som ny formand og Kent Filt som ny næstformand.
Stormen Pia og efterfølgende lidt mindre stormvejr har gjort et pænt indhug i sandforingen langs stranden. Der foretages droneopmålinger af sandmængderne, og der afholdes et møde med NIRAS om de potentielle alternative løsningsmuligheder, der er for at sikre diget mod fremtidens storme så konstant sandfodring kan undgås eller begrænses. Digelauget kan ikke forsvare en markant stigning i omkostningerne til sandfodring overfor anpartshaverne.
Økonomien i projektet er nu sikret med endelig tilbagebetaling af byggekreditten og optagelse af et 25 årigt lån hos Kommunekredit. Lånet er fastforrentet med ca. 3,5% årligt – og der betales ikke gebyrer til Kommunekredit.
Digelaugets bestyrelse vil fremover behandle alle klager og indsigelser, der vedrører diget, i et tæt samarbejde med grundejerforeningerne. Digelauget opfordrer derfor alle andelshavere om at de henvender sig til deres respektive grundejerforening, for dermed at sikre, at deres henvendelse bliver koordineret med andre beboere i deres respektive grundejerforening.
Bestyrelsen besluttede at den næste generalforsamling afholdes den 15. juni 2024 fra kl. 10-12 på Smålandshavet.
Ved stormflodsvarsel opsættes skots af Holbøll – og skots nedtages efter at stormflodsvarslet afblæses fra DMI’s varslingstjeneste.
Den hårde frost gjorde at Holbøll ikke kunne nedtage skots som planlagt pga. mulig beskadigelse af gummilisterne omkring alu-skotterne. Gummilisterne sprøjtes med silikone ved opsætningen, men den hårde frost betød at frosten alligevel bed sig fast.
Du kan læse mere fra bestyrelsens møde på siden for referater.